Fuldtidsmor og hvordan en fem måneder gammel pige sover i barnevogn

Hvordan jeg kunne tro, at det var muligt at blogge jævnligt og tage sig af et lille barn samtidig, er mig en gåde.

Nu har jeg en smuk, sund og stærk lille pige på næsten fem måneder, som helst kun vil tage lure på 30 minutter. Hun er sød og vidunderlig at være sammen med, men lader ikke tid til meget andet end hende.Og så lige det allermest nødvendige som badning og spisning til moderen selv.

Mødregruppen. Der var der vi slap sidst, ikke? Siden dengang er vi mødtes mange gange og jeg har slugt mit mindreværd, med lidt besvær, og er blevet meget glad for mit lille mødrefællesskab.  I sidste uge indfandt hele flokken sig omkring spisebordet her på Frederiksberg hos mig, og selvom jeg i sidste øjeblik blev ramt af angst for at blive dømt som smagløs fattigrøv, så gik det jo godt og det var hyggeligt, om end trangt, at have besøg at mødre og et helt baby-hold i den lille lejlighed.

Det er blevet hverdag at tage sig af den lille tykke unge nu og vanerne har indfundet sig. Hun sover solidt om natten, med lidt udsving hist og her, men vi kæmper stadig med at få styr på og forlænget de korte lure hun tager i løbet af dagen. Det er virkelig fuldtid(!!), når man kun får pauser på 30 minutter og skal underholde, hoppe, springe, grine og lege med den lille pige dagen lang. Fuld fuldtid. Lige nu er farmanden trillet ud med hende, for når han kører med hende i barnevognen, sover hun 2-3 timer ad gangen. Far har den fornødne ro til at få hende til at falde i søvn igen, når hun vågner efter den halve time. Jeg øver mig på at finde den samme zen-kvalitet, men har svært ved at slukke for panikken, når min lille pige efter en halv time, slår øjnene op og begynder at spjætte og pludre og se forventningsfuldt på mig med sit lille lege-ansigt på. Hver gang tænker jeg "JAMEN DET ER JO MENINGEN DET SKAL VÆRE DEN LANGE LUR!". Og hvis der er noget der ikke får et barn til at sove, så er det en mor der stirrer på det med angstfulde øjne, der skriger "sovnusovnusovnu, åh gud, fald nu i søvn". Så det tager tid og øvelse at få mønstret den faderlige ro, der får barnet til at sende et søvndrukkent smil op fra sin lille trillende hule og derefter lukke sine små øjne i og sove videre. Men jeg kæmper videre, med at "hjælpe hende på vej", som sundhedsplejersken så pænt kalder det.

I går lykkedes det, i dag kører far, og det gør han nok også i morgen og så på mandag, så tager mor fat igen og triller ud i det blå med håbet om søvn lysende ud af sig.

Den lille skat er fem måneder på torsdag og der skal hun vaccineres (igen). Jeg har hørt, at det er den slemme vaccination, så om en uges tid vender jeg den her på bloggen. Forhåbentlig.