Fejitrinnet. At tage de dejlige yndlingsleggings på, der har fulgt mig trofast gennem hele min graviditet, ud på dagens meget lange gå- og ærindetur. Traskede byen tynd med børnehavestrømpebukser med røven hængende helt nede mellem knæene. Suk. Hvad er værst? Bare lade dem hænge eller standse hver tyvende meter for at trække strømpebukserne op som en anden fem-årig pige? Ingen af alternativerne medvirkede til en værdig gåtur. Så er det vel lige meget at man endda har næsten rent hår og taget makeup på. Dobbelt-suk.
Udover at have en mor der ikke kan finde ud af at klæde sig på, var den lille tøs i dag til lægen for første gang. Hun er vokset (!) bravt siden hun blev født for små seks uger siden og er nu oppe på 4600 gr og 58 centimeter. Hun græd lidt af al den hiven og trykken hun blev udsat for, men det var nu mest fordi hendes mor ikke havde givet hende mad inden hun skulle til lægen. Fyha og triple-suk!
I næste uge venter mange spændende mor og barn-begivenheder. Mandag er der mødregruppe (ak og ve!) og torsdag snupper vi både tredje besøg fra sundhedsplejersken og første gang til efterfødselsyoga.
Jeg er meget spændt på, om mødregruppen bliver en overskudskonkurrence om hvem der har det reneste barn i det flotteste tøj og iøvrigt hvem der kan bage flest økologiske speltboller på en dag, eller om det rent faktisk bliver et sted, hvor man kan finde støtte og gode, rare med-mødre. Jeg frygter det første og krydser fingre for det sidste.
torsdag den 28. april 2011
mandag den 11. april 2011
Sshh, barnet sover om dagen
Sidder lige og nyder en stille stund med en tavs babyalarm og et sovende barn inde i soveværelset. Og klokken er kun 12.50! Det er en ren rutsjebanetur med den baby.
At få barn nummer to - Fødsel og smerter
Når det nu gør så ondt at føde, at der hverken findes ord, fagter eller gudsbespottende besværgelser til at begrebsliggøre det, hvordan beslutter en kvinde sig for at få barn nummer to?
Kommentarer er velkomne!
Kommentarer er velkomne!
Etiketter:
barn nummer to,
fødsel,
smerte
søndag den 10. april 2011
Barnet der ikke ville sove...
....om dagen?
Sikke et luksusproblem. Et spædbarn der ikke vil sove om dagen. Natten forløber altid "planmæssigt". Hun lukker sin små 3 uger gamle øjne og sover i 3-4 timer, vågner til mad, spiser en halv times tid og falder fredeligt i søvn igen i sin lille vugge.
Så kommer morgenstunden og vi spiser morgenmad i sengen, først pigen, så moren og faren. Så ligger vi der sammen og snakker og kigger på hinanden og den lille tøs er glad og vågen og socialiserer på livet løs. Efter et par timer tænker de voksne, at pigen skal sove. Hun bliver lagt i vuggen, puttet og aet. Her ligger hun så, spilvågen med vidtåbne øjne. Vi lader hende ligge, tænker de voksne. Så skal hun nok falde i søvn. Så længe hun ikke græder. Og minutterne tikker afsted.
Tik tak.
Minutter bliver til halve timer som bliver til hele timer. Og der ligger barnet. Lysvågen.
Hun bliver taget op, hun bliver lagt ned. Hun bliver svøbet og vugget og sunget for. Skal hun spise? Skal hun skiftes? Kan det virkelig passe? Åh nej, hvad med hendes lille nervesystem og hendes lille hjerne. Sundhedsplejersken sagde hun max skulle være vågen 2 timer og nu er der gået fem. Åh nej! Tik tak, tik tak. Til sidst er hun så træt og overstimuleret, at hun stikker i gråd. Åh nej, åh nej, nybagt voksen-krise coming up. Så bliver der grædt. Både voksengråd og barnegråd fylder lejligheden, mens mørket falder på. Så falder de små øjne i og hun sover som hun skal hele natten.
Næste dag. Samme historie.
Nu er jeg helt sikker på, at den må være helt gal med hende. Der skal nemlig ikke mere end to dage til for at etablerer en MEGET farlig spædbarnstilstand, som uden tvivl vil fortsætte i den resterende del af hendes spæde barndom. Sådan noget VED en mor, om end hun er noget ny.
Noget må gøres! Efter at have konfereret med alle de babymødre vi kender, bliver det vedtaget. Vi må ud i vognen! For der sover hun altid. Så er det vedtaget. Tre (!) gange om dagen skal hun ud. En kort tur, en lang og en kort. Så må hun sove der og når rytmen er kommet i stand, må vi få hende til at sove indenfor.
Nu er vi på fjerde dagen i den nye plan. Hun sover så sødt og fint i sin lille vogn, men hvor er det pludseligt hårdt arbejde at være babymor. Og hvor skal der udtænkes mange ruter rundt omkring på Frederiksberg og i København, hvis man ikke skal kede sig ihjel på sine utallige gåture. Frederiksberg Have, I'm so over you. Det bliver kun til to ture om dagen, en kort om formiddagen (½-1½ time) og en lang midt på dagen (3-4 timer). For så er mor færdig. Så sover hun også pænt her på briksen ved siden af mig efter hun har spist ovenpå den lange tur, mens mor kokser ud ved siden af.
Nu kommer spørgsmålet, hvor meget skal der til for at etablere en rytme, så mor ikke skal ud og gå fem timer om dagen hver dag? Så snart vi prøver, kommer der selvfølgelig en opdatering på situationen.
På plussiden kommer man vel virkelig i god form og får nydt forårssolen. På minussiden bliver man så træt, så træt, men det er måske bare et spørgsmål om at komme i form? Og det kommer man jo.
De tørre facts:
Den lille pige er nu 23 dage gammel. Hun har taget 700 gram på (hun elsker at spise!) og er vokset 2 cm. Babymor (det er mig) havde efter ti dage tabt fødselsvægten på plus 12 kg og er lige nu et kilo lettere end inden hun blev med barn. Den store forhåbning er, at gåtursregimet kommer til at koste endnu flere kilo, så man måske ligefrem kunne blive lidt slankere. Der skal vel en tynd krop til at supplere de kæmpe bryster, ikke?
Til næste gang, sov nu baby!
Sikke et luksusproblem. Et spædbarn der ikke vil sove om dagen. Natten forløber altid "planmæssigt". Hun lukker sin små 3 uger gamle øjne og sover i 3-4 timer, vågner til mad, spiser en halv times tid og falder fredeligt i søvn igen i sin lille vugge.
Så kommer morgenstunden og vi spiser morgenmad i sengen, først pigen, så moren og faren. Så ligger vi der sammen og snakker og kigger på hinanden og den lille tøs er glad og vågen og socialiserer på livet løs. Efter et par timer tænker de voksne, at pigen skal sove. Hun bliver lagt i vuggen, puttet og aet. Her ligger hun så, spilvågen med vidtåbne øjne. Vi lader hende ligge, tænker de voksne. Så skal hun nok falde i søvn. Så længe hun ikke græder. Og minutterne tikker afsted.
Tik tak.
Minutter bliver til halve timer som bliver til hele timer. Og der ligger barnet. Lysvågen.
Hun bliver taget op, hun bliver lagt ned. Hun bliver svøbet og vugget og sunget for. Skal hun spise? Skal hun skiftes? Kan det virkelig passe? Åh nej, hvad med hendes lille nervesystem og hendes lille hjerne. Sundhedsplejersken sagde hun max skulle være vågen 2 timer og nu er der gået fem. Åh nej! Tik tak, tik tak. Til sidst er hun så træt og overstimuleret, at hun stikker i gråd. Åh nej, åh nej, nybagt voksen-krise coming up. Så bliver der grædt. Både voksengråd og barnegråd fylder lejligheden, mens mørket falder på. Så falder de små øjne i og hun sover som hun skal hele natten.
Næste dag. Samme historie.
Nu er jeg helt sikker på, at den må være helt gal med hende. Der skal nemlig ikke mere end to dage til for at etablerer en MEGET farlig spædbarnstilstand, som uden tvivl vil fortsætte i den resterende del af hendes spæde barndom. Sådan noget VED en mor, om end hun er noget ny.
Noget må gøres! Efter at have konfereret med alle de babymødre vi kender, bliver det vedtaget. Vi må ud i vognen! For der sover hun altid. Så er det vedtaget. Tre (!) gange om dagen skal hun ud. En kort tur, en lang og en kort. Så må hun sove der og når rytmen er kommet i stand, må vi få hende til at sove indenfor.
Nu er vi på fjerde dagen i den nye plan. Hun sover så sødt og fint i sin lille vogn, men hvor er det pludseligt hårdt arbejde at være babymor. Og hvor skal der udtænkes mange ruter rundt omkring på Frederiksberg og i København, hvis man ikke skal kede sig ihjel på sine utallige gåture. Frederiksberg Have, I'm so over you. Det bliver kun til to ture om dagen, en kort om formiddagen (½-1½ time) og en lang midt på dagen (3-4 timer). For så er mor færdig. Så sover hun også pænt her på briksen ved siden af mig efter hun har spist ovenpå den lange tur, mens mor kokser ud ved siden af.
Nu kommer spørgsmålet, hvor meget skal der til for at etablere en rytme, så mor ikke skal ud og gå fem timer om dagen hver dag? Så snart vi prøver, kommer der selvfølgelig en opdatering på situationen.
På plussiden kommer man vel virkelig i god form og får nydt forårssolen. På minussiden bliver man så træt, så træt, men det er måske bare et spørgsmål om at komme i form? Og det kommer man jo.
De tørre facts:
Den lille pige er nu 23 dage gammel. Hun har taget 700 gram på (hun elsker at spise!) og er vokset 2 cm. Babymor (det er mig) havde efter ti dage tabt fødselsvægten på plus 12 kg og er lige nu et kilo lettere end inden hun blev med barn. Den store forhåbning er, at gåtursregimet kommer til at koste endnu flere kilo, så man måske ligefrem kunne blive lidt slankere. Der skal vel en tynd krop til at supplere de kæmpe bryster, ikke?
Til næste gang, sov nu baby!
søndag den 3. april 2011
Første tur med barnevognen
Så oprandt dagen! Den første spæde tur med babyen i barnevogn. Vi havde besluttet os for en kort tur, ned på posthuset, hvor en pakke skulle sendes og hjem igen. Intet vildt, bare en lille dejlig tur i det milde martsvejr. Pigen er lille, knap en uge, men vi skal jo lære det. Alt skulle times og tilrettelægges, baby har sovet, baby har spist, baby er skiftet og i det varme tøj. Baby ned i liften, mor og far i tøjet og så ud af døren.
Først går det vilde og meget meget langsomme ridt ned af, hvad der viser sig at være verdens stejleste køkkentrappe. Åh nej, skal man vælge den smalle del af trinet, så hånden er fri til at gribe gelænderet, men fødderne usikre på de usandsynligt små trin, med hvad der dertil hører af øget risiko for fejltrin. Eller skal man vælge de sikre brede trin og miste muligheden for et fast og sikkert greb i gelænderet, til fordel for sikre trin? Vi vælger de smalle trin og langsomt, langsomt lirker vi liften ned ad trappen, hele tiden med et fast greb på gelænderet.
Barnevognen står klar, parat, til start, under halvtaget nede i gården. Insektnettet er trukket for og jeg har også givet det regnslag på og låst det fast til cykelstativet, just in case, mens den stod og ventede på barnet. Nu virker det lidet gennemtænkt, at alt det habengut skal af, før babyen kan komme ned i vognen. Og det er nu det sker for mig. I den sikre baggård, med den søde, tålmodige, opbakkende mand, med lift i hånd, ved min side. Den harpestreng der sidder indeni mig, sat fast i toppen af min hovedbund og nederst i mine tæer, den harpestreng der indtil dette øjeblik ikke har vist tegn på sin eksistens, bliver slået på med en målfast og beslutsom finger. Brrrrrrrrummm og jeg dirrer indvendigt. Ikke på den gode måde. Mere som en vedvarende rysten i grundvolden, eller vandet i de der glas i bilen i Jurassic Park når T-Rex'en nærmer sig. I mit tilfælde, er det en Moder Tyrannosaurus - én der er skræmt fra vid og sans.
Med beroligende formaninger fra manden med det kølige(re) overblik, begiver vi os ud på det farefulde Frederiksberg. Jeg er varm og rystende indeni, men jeg insisterer selvfølgelig på at køre barnevognen. Jeg skal jo lære det ikke. Alle har fortalt og forsikret os om, at barnet sover så snart vognen ruller, men ikke vores barn. Vores barn ligger paralyseret med vidt åbne øjne nede i vognen, til skræk og rædsel for de nybagte. Men ned på posthuset, det skal vi sgu. Fanden tage angsten!
Når man får et barn, så skærpes sanserne åbenbart. Al lyd, lys og bevægelse virker mangedoblet i voldsomhed og verden bliver et faretruende sted. Jeg når flere gange på min harpestrengstur at overveje, hvordan vi kan forskanse os i lejligheden os tre og aldrig gå ud igen.
Vi når posthuset og nu ryster jeg også næsten udenpå. Faderen bliver ladt udenfor med barnet i vognen og jeg, Moder Espeløv, begiver mig ind på posthuset. Her følger en frygtelig farce, hvor jeg bliver sent frem og tilbage til skranken og skal udfylde hvad der føles som blanket efter blanket, mens tårerne langsomt vælder op i øjnene på mig. Pakken bliver sendt og jeg begiver mig hulkende ud til manden og barnet, som venter, henholdsvist utålmodigt og paralyseret. Jeg har lyst til at folde mig sammen og forsvinde af ren rørelse over verdens voldsomhed.
Vaklende og hurtigt, uden at bumpe barnevognen ind i for mange uskyldige fodgængere. ("HVORFOR ER DER INGEN DER FLYTTER SIG FOR OS? KAN DE IKKE SE AT JEG LIDER AF MODERANGST!?")
Vi er hjemme, vi er i sikkerhed. Vi skal aldrig ud igen.
Nu med 16 dage gammel baby har vi heldigvis været ude flere gange. Anden gang tog vi det mere forsigtigt, med tre varsomme runder i gården inden vi begav os ud på vejen på vores ærindeløse gåtur. Den svære toer blev nem og nummer tre til seks endnu nemmere. Nu gør jeg sikkert Frederiksbergs gader usikre, med sovende baby og endda alene. For et par dage siden tog jeg næste hurdle; amning udendørs. Sidste etape, outdoors skiftning (outdoors er alt andet end hjemmets sikre arne) venter forude.
Først går det vilde og meget meget langsomme ridt ned af, hvad der viser sig at være verdens stejleste køkkentrappe. Åh nej, skal man vælge den smalle del af trinet, så hånden er fri til at gribe gelænderet, men fødderne usikre på de usandsynligt små trin, med hvad der dertil hører af øget risiko for fejltrin. Eller skal man vælge de sikre brede trin og miste muligheden for et fast og sikkert greb i gelænderet, til fordel for sikre trin? Vi vælger de smalle trin og langsomt, langsomt lirker vi liften ned ad trappen, hele tiden med et fast greb på gelænderet.
Barnevognen står klar, parat, til start, under halvtaget nede i gården. Insektnettet er trukket for og jeg har også givet det regnslag på og låst det fast til cykelstativet, just in case, mens den stod og ventede på barnet. Nu virker det lidet gennemtænkt, at alt det habengut skal af, før babyen kan komme ned i vognen. Og det er nu det sker for mig. I den sikre baggård, med den søde, tålmodige, opbakkende mand, med lift i hånd, ved min side. Den harpestreng der sidder indeni mig, sat fast i toppen af min hovedbund og nederst i mine tæer, den harpestreng der indtil dette øjeblik ikke har vist tegn på sin eksistens, bliver slået på med en målfast og beslutsom finger. Brrrrrrrrummm og jeg dirrer indvendigt. Ikke på den gode måde. Mere som en vedvarende rysten i grundvolden, eller vandet i de der glas i bilen i Jurassic Park når T-Rex'en nærmer sig. I mit tilfælde, er det en Moder Tyrannosaurus - én der er skræmt fra vid og sans.
Med beroligende formaninger fra manden med det kølige(re) overblik, begiver vi os ud på det farefulde Frederiksberg. Jeg er varm og rystende indeni, men jeg insisterer selvfølgelig på at køre barnevognen. Jeg skal jo lære det ikke. Alle har fortalt og forsikret os om, at barnet sover så snart vognen ruller, men ikke vores barn. Vores barn ligger paralyseret med vidt åbne øjne nede i vognen, til skræk og rædsel for de nybagte. Men ned på posthuset, det skal vi sgu. Fanden tage angsten!
Når man får et barn, så skærpes sanserne åbenbart. Al lyd, lys og bevægelse virker mangedoblet i voldsomhed og verden bliver et faretruende sted. Jeg når flere gange på min harpestrengstur at overveje, hvordan vi kan forskanse os i lejligheden os tre og aldrig gå ud igen.
Vi når posthuset og nu ryster jeg også næsten udenpå. Faderen bliver ladt udenfor med barnet i vognen og jeg, Moder Espeløv, begiver mig ind på posthuset. Her følger en frygtelig farce, hvor jeg bliver sent frem og tilbage til skranken og skal udfylde hvad der føles som blanket efter blanket, mens tårerne langsomt vælder op i øjnene på mig. Pakken bliver sendt og jeg begiver mig hulkende ud til manden og barnet, som venter, henholdsvist utålmodigt og paralyseret. Jeg har lyst til at folde mig sammen og forsvinde af ren rørelse over verdens voldsomhed.
Vaklende og hurtigt, uden at bumpe barnevognen ind i for mange uskyldige fodgængere. ("HVORFOR ER DER INGEN DER FLYTTER SIG FOR OS? KAN DE IKKE SE AT JEG LIDER AF MODERANGST!?")
Vi er hjemme, vi er i sikkerhed. Vi skal aldrig ud igen.
Nu med 16 dage gammel baby har vi heldigvis været ude flere gange. Anden gang tog vi det mere forsigtigt, med tre varsomme runder i gården inden vi begav os ud på vejen på vores ærindeløse gåtur. Den svære toer blev nem og nummer tre til seks endnu nemmere. Nu gør jeg sikkert Frederiksbergs gader usikre, med sovende baby og endda alene. For et par dage siden tog jeg næste hurdle; amning udendørs. Sidste etape, outdoors skiftning (outdoors er alt andet end hjemmets sikre arne) venter forude.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
